>At de skal skyde lavt<  

»Sig til Thomas Lilleøre, at de skal skyde lavt. Jorden er for blød til at standse en kugle.«
»Synes De ikke, at vi først bør tale med dem, sir?«
»Tale med dem?«
»Vi har jo tolken med.«

»De vil ikke overgive sig,« sagde Thomas Lilleøre. »De ønsker at dø — det er det eneste, de røde sataner er ude på.« »Der skal jo skrives rapport om det her, sir.«
Kaptajnen borede tankefuld støvlespidsen ned i mudderet. Så nikkede han. »Jeg vil forsøge at tale med dem.«

Han gik hen til Thomas Lilleøre, som ikke lagde skjul på, at han var bange. Han blev ved med at sige: »Det er dumt, det er dumt.«

»Kald på dem,« sagde kaptajnen.

Tolken rystede på hovedet, kravlede op på skråningen og råbte noget på cheyennesproget. Han ventede og råbte igen.

Thomas Lilleøre blev overrasket, da en indianer pludselig dukkede op på den anden side af skråningen; det var som et besøg fra de døde — den høje, magre, halvnøgne mand så på kaptajnen, men der var hverken had eller vrede i hans blik, kun forundring.

Han behøvede ikke at bede tolken om at oversætte samtalen; han vidste, at resultatet var negativt.

Men da Thomas Lilleøre nåede tilbage til ham, pløjede en kugle fra fordybningen sig gennem mudderet ved hans fødder.

Kaptajnen vendte sig for at løbe tilbage, men i det samme stormede soldaterne frem, fordi de troede, at dette var et signal til at angribe.

Thomas Lilleøre mærkede en brændende smerte, da en kugle fra fordybningen strejfede hans hoved, og så faldt han forover i mudderet. To soldater hjalp ham op og støttede ham, da han gik tilbage til sin hest.

Han lå med lukkede øjne, mens de forbandt flængen i hans hoved. Angrebet var blevet slået tilbage, og nu stod korporalen ved siden af ham.