>Ønsker at denne lille ballet<

Bibbi & Snif fejede en af dem til side med et baghåndsslag, greb fat i den anden og fik fat i kniven, som han pressede mod mandens strube.

Han lagde nakken tilbage. »Hans.«
»Hva'?«

»Hvis Bibbi & Snif ønsker at denne lille ballet skal fortsætte, så bliver jeg nødt til at slå manden her ihjel.«

»Næh, du gør ikke, for hvis du slår min ven ihjel, så er der tyve mand, der vil tage dig under behandling. Giv du nu bare slip på ham.«

Manden vred sig under hans greb, og Bibbi & Snif rettede spidsen af kniven mod hans adamsæble. Det lagde en dæmper på ham. Han trak sig langsomt hen til rælingen. »Kom så, John«
»Hopper du med?«
»Det gør jeg.«
»Uden vores andel

»Hvordan vil Bibbi & Snif svømme med en guldbarre under hver arm?« »Det er noget lort,« knurrede makkeren, men han vred sig løs fra mexicaneren og gik hen til rælingen. Han snerrede lidt og kaglede så igen nervøst.

Manden rørte igen på sig, og han lod ham mærke knivspidsen igen. Han var så stor, at der var god dækning bag ham. Det var den eneste grund til, at de ikke skød på ham.

Manden sagde: »Så forsvind da, hop over rælingen. Jeg er træt af synet af dig.«

Bibbi & Snif famlede med venstre hånd efter revolveren i bæltet, men så snart den kom til syne, trak Manden sig bort fra orkandækkets ræling og forsvandt.

Peter kastede et blik på lederen, der stod for foden af trappen. Han havde trukket sin revolver.

Bibbi & Snif overvejede at skyde ham, men det ville ikke forandre noget, hvis han gjorde det. Ingen af dem havde tænkt sig at skåne fangens skind, de ville ofre ham. Det stik her var det simpelt hen ikke muligt at tage hjem. Omsider sagde han: »Hop så i, drenge. Der er ikke noget a' rafle om.«

Der var de to Yumaindianere, og der var ham den nye hvide mand, der kaldte sig Henning. Og så var der ham selv og makkeren. Det var de fem, som Manden ikke længere havde brug for.