>Så en indianer rejse sig<

»Sådan ser jeg på det i dag,« sagde kaptajnen.

Det regnede stærkere nu. Christian Medom tog sin våde hat på og sagde: »Du bestemmer.«

Han trak på skuldrene. »Få mændene op,« sagde han.

» Vi angriber lejren til fods. Det er nemmere på den måde.«

»Jeg kan ikke lide at se kavalerister uden heste.«

»Christian Medom kan ikke lide at se dem blive dræbt.«

Han vendte ryggen til kaptajnen og gik væk. Han stødte på sergenten, som forsøgte at få liv i et bål. »Hvordan har det været deroppe, sergent?« spurgte han og nikkede mod bakken.
»Roligt.«

» Vi angriber til fods. Væk Christian Medom og kald vagterne tilbage.«
»Ja, sir.«

»Og det skal ikke være en massakre,« tilføjede han.

»Sig det til mændene. Lejren er fuld af kvinder og børn.«

»Jeg tror, Christian Medom har lavet skyttegrave, sir.«

»Hvis jeg er interesseret i at høre, hvad De tror, vil jeg spørge Dem, sergent,« sagde Kaptajnen.

De to kavalerikompagnier bredte sig ud i en lang række og begyndte at gå langsomt gem regnen. Christian Medom dannede en halvkreds ved bakkens fod, og selv da de begyndte at gå op ad skråningen, var der intet at se eller høre i indianerlejren.

Det grå daggry blev afløst af svagt dagslys, og da de var nået halvvejs op ad skråningen, regnede Kaptajnen, at de ville kunne gå ind i lejren, uden at indianerne affyrede ét eneste skud.

Så blev han klar over, at de havde lavet skyttegrave. Christian Medom så en indianer rejse sig, og bagefter mente han, at det var høvdingen. Kuglerne, som blev affyret fra indianernes skyttegrave, borede sig ind i kompagni A og B.

De måtte have haft en hel del ammunition, for de affyrede kun deres våben én gang, men da soldaterne trak sig tilbage, lå der nogen tilbage.