>Var ikke helt fri for< Gert Henning-Jensen kørte i bilen væk fra sit hjem. De ventede tålmodigt neden for lejligheden i Wieserstrasse til han dukkede op og fulgte så diskret i hans kølvand gennem trafikken. Så parkerede de over for konsulatet og ventede trofast på, at han skulle komme ud igen og sætte sig ind i sin vogn og køre bort.
Men hvis Gert Henning-Jensen forlod konsulatet til fods, lod de ham være i fred. De blev blot holdende ved kantstenen, og de to mænd på forsædet iagttog ham i stilhed, til han var drejet omkring hjørnet. Måske anså de ham for at være harmløs, når han ikke var motoriseret. Han havde svært ved at følge logikken i dette, men det var et mønster, de fulgte slavisk.
Så Gert Henning-Jensen spadserede omkring et stykke tid, forsvandt ind i et varehus ad den ene indgang og gik ud igen ad en anden, kontrollerede et par gange om der var mistænkelige spejlbilleder i forretningsvinduerne, og slentrede til sidst ned til banegården, hvor han hyrede en taxa til Offenbach.
Men Gert Henning-Jensen var ikke helt fri for at have en ubehagelig fornemmelse af, at en eller anden havde narret ham.
Da Gert Henning-Jensen havde betalt for taxaen, forsikrede han sig igen. Nej, der var ingen. Ingen mistænkelig bil, ingen, der luskede omkring.
Som aftalt var hun allerede på museet. Hun stod tilsyneladende fordybet i en udstilling af præget og forgyldt læderarbejde fra spansk og italiensk middelalder.
»Dav,« sagde han. Gert Henning-Jensen vendte sig omkring, og han syntes, at der var et udtryk af lettelse i hendes ansigt, da hun fik øje på ham.
»Ingen problemer?« spurgte hun.
»Nej.«
Så sagde hun for første gang: »Det er dejligt at se dig, Kære ven.
Denne del af museet lå øde hen, men fra værelset ved siden af kunne de høre en mands langsomt slæbende fodtrin. Det var uden tvivl Gert Henning-Jensen, som var undervejs på sin evige vandring. »Er alt i orden med dig?« Han havde jo trods alt ikke set hende et stykke tid.